Resumé af Børn & Kultur - mellem gamle begreber og nye forestillinger, af Beth Juncker

Resumé

Man kan sige at teksten handler meget om samfundets udvikling, et epokalt skift, altså et epokegørende skift, hvor man gør op med fortidens syn på børn og kultur, men også på børneperspektivet. Hvor man laver et skifte det klassisk-humanistiske dannelsesbegreb, børn som becomings, til det antropologiske kulturbegreb, med børn som beings.

Kulturens forvandling ses meget tydeligt i 1980’erne hvor æstetik og kunst, ikke kun længere var foreholdt uddannelsessystemet og kulturinstitutionerne, som middel til dannelse, et skel mellem Kunst (det fin kulturelle) og håndværk (populær/massen) blev også udvisket. I stedet blev der skabt en hverdagskultur, hvor det æstetiske blev brugt mere accepteret som alment/frit. Dette beskriver tyskeren Thomas Ziehe kulturel frisættelse, at kulturen sættes fri. Dette har også den indvirkning, at det æstetiske kommer til at spille en langt større rolle i socialiseringen, end institutionernes pædagogiske og didaktiske læreprocesser. I denne æstetiserede hverdagskultur mærker man ud over de sociale betingelser/forandringer, de mange forskellige mediers fremfærd som en del af kulturændringen. De mange nye medier bliver samlingspunkt for det sociale, som også markerer overgangen fra modernitet til senmodernitet. Hvor det før var den frie leg ude på gaden, nede i baggården, gemmelege, hinke, sjippe på tværs af aldre, mellem børnene i kvarteret, så er legene nu mindre fysiske og tager med udgangspunkt i de mange nye medier. Medierne bruges forskelligt, i skolen bruges det til at opnå anden læring, mens det i fritiden bruges det i en forening af det sociale og som legeaktivitet, kønnet spiller også en forskel på valg af medie. Hvor moderniteten havde fokus på dannelse, kulturarv og bestemte produkter/aktiviteter, så er senmoderniteten nød til at favne de mange nye medier der til rådighed, denne pluralitiske multimediekultur der også bliver en væsentlig del af dannelsen. Hele denne ændring i samfundet, kulturen og dannelsen, kunne også ses som en traditionsændring, altså det faktum er man bryder med gamle traditioner og vaner og erstatter dem med nye og tidssvarende.

I starten og midten af 1970’erne er emnet Børnekultur oppe til debat, da ordet bliver en del af det danske sprog, men som noget vi manglede. Der manglede en decideret børnekultur, der var skræddersyet/møntet direkte på børnene (dagbladet information, 1972), selv folkeskolen blandede sig 1976, hvor de til dels stillede spørgsmålstegn ved fænomenet og kom samtidig med bud på hvad denne børnekultur skulle indeholde og bruges til, de introducerer også begrebet børnekulturelt system. Dette dækkede over at man tænkte børnekultur eller kultur for børn, ind som noget direkte tilsigtet børnene, adskilt fra de voksnes kulturbegreber, et kulturelt fænomen som ikke fandtes. Der kommer også i denne forbindelse fokus på individets dannelsesproces, hvor individet selv er ansvarlig for denne dannelsesproces, og derved skaber sig selv, gennem hele livet.  Med uviklingen, hvor barnet ses som noget særskilt og giver pædagogikken et specifikt genstandsfelt og målbestemt opgave, så er der også et stadigt fokus på hvordan man skaber de bedste vilkår for børnene.  Udviklingen sker med det fokus at se på barnet, adskilt fra de voksne, hvor barnet i barndommen, bliver klædt tilstrækkeligt på, med hensyn til kompetencer og dannelse at det bliver klart til det voksne liv, man arbejder her med et udviklingsparadigme. Moderniteten og den rationalistiske oplysningsfilosofi, i 1600 og 1700 tallet former det børnekulturbegreb, et særligt kultur og dannelses- begreb, der kun gælder børn. Det er også dette der danner grundlaget for det børnekulturelle systems formidlingstradition.  Her handler det om at børnene får redskaber til at tænke og argumentere, selv at kunne vælge det gode kulturelle og fravælge det dårlige og føre børnene ind i kulturen. De kunstneriske oplevelser og kulturelle aktiviteter, der vurderes til at være af høj kvalitet, er det kun fordi det er tilpasset aldersgruppens udviklingstrin, interesser og den kognitive forståelsesmuligheder.

Med 1980´erne og den kulturelle frisættelse, sættes der spørgsmålstegn ved det børnekulturelle system, kultur, kunst og kvalitetsforestillinger, samtidig stilles der spørgsmålstegn ved om det er hensigtsmæssigt et betragte børn som becomings, i stedet for beings. Her kommer sociologien på banen, her handler det igen i høj grad om at, børneperspektivet har ændret sig, børn er stadigvæk som børn var for 50 år siden, men de træk man anså som mindre gode træk, er blevet mere acceptabelt. Men der antages derudover at når børnene er så kompetente i deres færden indenfor det kulturelle, så er de i forhold pædagogiske børnekulturbegreb, ikke længere børn. Her er den anden opfattelse, det antropologiske kulturbegreb, hvor kultur kategorierne udvides med kategorien ”børns kultur” dette begrundes med at børn er i kultur, at børnene ser kulturen med andre øjne, kan derfor bidrage med nye perspektiver. Det defineres samtidigt at kulturen bliver noget, vi ser med, vi oplever ud fra, dette er blandet på grund af at kulturen som man taler ud fra, er en kultur der tilegnet gennem praksis. Når man konkluderer at børn er i kultur, så accepterer man dermed også de legende, larmende, råbende, gyngende, syngende, hoppende og dansende organisationer, som det pædagogiske børnekulturbegreb ikke accepterede. Hvor det klassisk humanistiske dannelsesbegreb er individ orienteret, går det antropologiske mere i retning af et børnekulturelt fortolkningsfællesskab, som drager mange paralleller til de voksnes kulturelle fortolkningsfællesskaber, med værdier, logik og etik. Hos børnene bliver det det der styrer deres syn på verden og det der rummer sine egne ekspressive former for logik og etik. Med det antropologiske aspekt, frigøres børnene fra at deres kulturbegreb ikke vurderes med de voksne briller og forestillinger, men nærmer hvad børnene selv syntes er meningsfuldt og godt, dette skaber et kulturelt fortolkningsfællesskab for børn. Her styrer børnene efter den symbolske samværsform, som børnene identificerer som leg, en leg hvor de ikke kun er becomings fremtidens bruger, men beings, altså som lever i nuet.

Børns kultur er en kropslig kultur der skelner kraftigt mellem social og kulturel virkelighed, som noget der er der hele tiden og som noget man selv skaber. Den kulturelle virkelighed, den æstetisk-symbolske eksistensform i nuet, som skaber den ekstra dimension, der er hjertet i børns kultur, altså rammerne for legen. Rammer som gør at legen skifter fra den sociale virkelighed, til den kulturelle virkelighed, her bliver leg til det som det er, for dem der deltager, nemlig noget sjovt. Ligesom Pieter Breughels folkelivsbillede ”børneleg” rammesætter et nu, hvor man tilsidesætter sociale positioner, hierarkier rang og privilegier, for at se billedet som en kulturel virkelighed. Han skildrer legen som en selvstændig menneskelig sfære, som sammen med rammesætningen, det æstetisk-symbolske, kan få det til at virke meningsløst set ude fra, men meningsfyldt set indefra. Her gør han det mulig at skelne mellem de forskellige kulturer vi – og børn lever i og med til dagligt. Opdelt i de instrumentelle kulturer som pædagogiske institutioner, skoler, arbejde og efteruddannelse, der alle omfattet af udefrakommende krav og målsætninger og som er rammesat og styret. Hvorimod de autoteliske kulturer omhandler kultur og fritid, uden specifikke krav, her styrer, vælger, vrager og vurderer vi selv. Disse kaldes også for metakulturer, selvstændige kulturelle systemer med det eneste motivation og  formål at etablere leg. Vores kultur bygger på disse autoteliske metakulturer, de folkelige og de professionelle. Det er dynamikken/samspillet mellem alt det vi har oplevet gennem kulturen, æstetikken og det vi lærer af ældre generationer, venner, familie, sammenholdt med den aktuelle kunstneriske udvikling, som er afgørende for vores kulturliv. Hvad vi vælger kulturelt, er forskelligt, en smags sag, men valget af det kulturelle hænger sammen med faktorer som social klasse, køn og uddannelses niveau, med er samtidig med til at give os positioner og magt i forskellige sammenhænge i form af vores kulturelle kapital, som Escarpits og Bordieu beskriver det. Man kan sige at det æstetiske er dybt forankret i børnenes kultur, gennem deres lege, hvor det udgør en meget vigtig brik. Det er fra dette at børnene henter den viden om æstetik, som de bruger i deres leg, skaber disse lege universer og når de udtrykker sig kunstnerisk.

 Fokuspunkter

Jeg syntes at Pieter Breughels, folkelivsbillede ”børneleg” og det tilsvarende syn på karnevallet, var et interessant perspektiv. Det at forstå billedet, legen, aktiviteten karnevallet, for det var, nemlig legen, det sjove, var super interessant. Men dermed også koblingen mellem de instrumentelle og de autoteliske kulturer var spændende aspekter, hvor man kunne drage mange paralleller. Måske til indførelsen f de pædagogiske læreplanerne contra den fri børneleg.    

Andet fokuspunkt kunne også være kulturelle fritsættelse, hvor børnene ikke længere er låst fast, men kan samtidig med at de bliver betragtet som becomings, få det ekstra lag på og blive betragtet som beings. Hvilket betød meget for mulighederne og udviklingen i børnenes kulturelle verden.

 

Resumé af teksten ”At skabe antropologisk viden om børn”

Resumé af teksten ”At skabe antropologisk viden om børn” Eva Gulløv, Susanne Højlund.

 (Feltarbejde blandt børn: metodologi og etik i etnografisk børneforskning )

 

For at forstå hvordan man skaber antropologisk viden om børn, så er der mange ting der skal tages højde for, herunder forskellige videnskabsteoretiske tiltag som: feltarbejde, deltagerobservation, feltarbejde som refleksiv tilstand, barneperspektiv og kontekst. Alt dette er med til at skabe antropologisk viden om børn, altså viden om hvorfor børn handler som de gør, ud fra forskellige faktorer.

Feltarbejdet er en af ”hjørnestenene” i den antropologiske forskning og det er kun gennem tilstedeværelsen ”i felten” at man opnår den nødvendige og fyldestgørende viden inden for et givent område eller en bestemt gruppe mennesker. Man er nød til at være ”i felten” lang tid nok, for at observere mønstre, mere præcist at kunne skelne mellem de forskellige mønstre, især men henblik på at kunne spotte det mønstre der skiller sig ud. Men det at være ”i felten” i længere tid, er også nødvendig for at kunne forstå hvorfor der handles som der gør. Man er nød til at for en periode at tage anden rolle på sig, ændre sit perspektiv, uanset om man er enig eller ej. Man skal prøve at undgå at lade sig farve af situationen, også hvis det betyder at man må tilsidesætte ens eget normsæt. Det handler om at prøve at forstå andre, deres handlinger og deres begrundelser herfor, dette kan kun lade sig gøre ved at prøve at adaptere deres normer og se det fra deres side. En vigtig ting ved feltarbejdet, er at undre sig, stille spørgsmål, prøve at forstå, og tilpasse sine spørgsmål og undersøgelse til den specifikke situation.  Det handler at opfange det der bliver sagt direkte, men også at opfange det der bliver gjort og måden det bliver gjort på. Dette kan sige meget om hvorfor folk handler som de gør. Det bliver derfor vigtigt at opholde sig længere tid ”i felten” så man får det nødvendige grundlag, for at lave en fyldestgørende konklusion.

Ved deltagerobservation forstås en vekselvirkning mellem det at leve sig ind en anden rolle, en anden virkelighed, men samtidig have evnen til at distancere sig og forholde sig refleksivt til det der sker og måden det sker på. Gennem denne deltagerobservation, handler det ikke om at gøre sig til dommer overfor personer og deres handlinger, men nærmere at prøve gennem indlevelse, at forstå hvorfor de handler som de gør, igen refleksioner gennem indlevelsen, for at sikre at man forstår deres præmisser og handlinger. Man kan sige, at kun ved (upartisk) at forstå andre menneskers virkelighedsopfattelse, kan vi forstå deres handlinger og begrundelser herfor.  

Feltarbejdet er en refleksiv tilstand, da man både er nærværende gennem sin indlevelse, men samtidig distancerende da man reflekterer over tingene. Men dette kan godt være svært, idet man som menneske ikke kan undgå at lade sig mærke af situationen, idet man lader sig påvirke af andres humør og handlinger. Dette sker fordi man i sine bestræbelser på at lære noget om andre mennesker, er nød til at involvere sig, for at få skabt tillid og gensidig respekt, som er med til at skabe åbenhed, der skal gøre man bliver delagtiggjort i deres liv og virkelighedsopfattelse. Uden denne tillid og åbenhed, ville man risikere at man skal konkludere på for løst et grundlag, hvor man kun får overfladiske informationer. Det er også vigtigt at forstå/anerkende at man ikke kan undgå at tolke på det man hører og oplever, ligeledes kan det heller ikke undgås at der finder en udvælgelse sted. Selvom at man skal være åbensindet og ikke dømme andre og deres handlinger, så er det nødvendigt at fortolke det man oplever, ud fra ens eget virkelighedsbillede/normsæt, for at kunne forholde sig til/forstå andres handlinger. Her handler det om at forstå ens eget paradigme, ens måde at opfatte verden på, før man kan forstå andres paradigmer.

Ved konstruktionen af et barneperspektiv, handler det netop om at opnå viden om børns paradigmer, altså deres måde at opfatte verden på, for at kunne forstå dem. Her har de etnografiske metoder vist sig at være særdeles brugbare, i bestræbelserne på at skabe antropologisk viden om børn, ved at belyse betydningsdannelser, handlemåder, relation er og udtryksformer. For at opnå denne antropologiske viden, er man nød til at forstå at man ikke kan generalisere, med hensyn til et barneperspektiv, da børn er meget forskellige, både med hensyn til personligheder og sociale forhold og betingelser, derved handler børn også ud fra forskellige paradigmer. Selvom man gennem forskning, kan få stor indsigt i børnenes verden, så vil det altid bygge på børns opfattelser af deres hverdag og syn på virkelighed, en virkelighed de ikke kan forholde sig til på samme måde, som voksne kan. Derfor handler antropologien om at blive klogere på børns viden og deres handlinger, set i lyset af de forskellige livs forudsætninger børn har. Man skal derfor se børnene i en bestemt kontekst.   

Når man anskuer barnet gennem en analyse af konteksten, så er det ikke kun barnet der er fokus på, men nærmer alt det der omgiver barnet, familie, venner, skolen og samfundet, som påvirker barnets handlinger. Her udgør samspillet mellem det personlige, sociale og kulturelle, i det enkeltes barns sociale omgang, den kontekst som barnet skal ses i lyset af. For at kunne bruge denne kontekst, så er det nødvendigt at finde de sammenhænge der er relevante, for at kunne forstå barnet og dets kontekst. Kontekstbegrebet gøres desværre sjældent til objekt for denne diskussion, da det er konteksten der gør etnografiske undersøgelser særskilt antropologiske. Konteksten afdækker væsentlige forhold, der er relevante for forståelsen af en given person og dets handlinger.

Antropologisk viden om børn handler om at se subjektivt på børn, da børn er forskellige, med forskellige sociale baggrunde, virkelighedsopfattelser/paradigmer. Vi må udforske børn kontekstuelt, hvordan de forstår sig selv, hvordan de handler, men også hvordan de handler i grupper af børn. Herunder hvordan de udfolder sig i hverdagens interaktioner, betydningsdannelser og sociale alliancer. Her handler det som tidligere beskrevet om indlevelse, forståelse af forhold der gør at folk handler som de gør, ved at tilsidesætte egne normer, opnå viden gennem tillid/åbenhed, men samtidig med den nødvendige distance til at reflektere, at se subjektivt på barneperspektivet, fokus på konteksten, for at få det rigtige grundlag for sin konklusion, på sit store feltarbejde.

FOKUSPUNKTER:

Man kunne vælge mange fokuspunkter, hvis jeg skal vælge nogle enkelte, så må det blive følgende:

At man tilsidesætter ens egen virkelighedsopfattelse og normsæt, for at kunne forstå andres handlinger og deres begrundelser herfor. At man gennem nærvær og indlevelse, opnår den tillid og åbenhed der giver et fyldestgørende billede af børn, ens felt arbejde.

Men vigtigst af alt, så syntes jeg at ”for at forstå andres handlinger, så er man nød til at forstå hvorfor de handler som de gør, ved at forstå deres virkelighedsopfattelse og igen at se deres handlinger ud fra en given kontekst”.

Resumé: Børn mundtlige legekultur, af Poul Bjerregaard

Resumé: Børn mundtlige legekultur, af Poul Bjerregaard

Her beskrives vigtigheden af børns mundtlige legekultur. Børnenes udvikling af sprog er enormt vigtigt, derfor bliver legekulturen og derigennem deres brug af sproget, utroligt vigtig.  Børnenes lege bygger på alt fra gåder, rim og remser til fortællinger over flere genrer. Det er i høj grad i legesituationerne, at børnene udvikler deres sprog, hvor de bruger sproget som en æstetisk, symbolsk udtryksform, til at skabe denne legekultur, samvær og relationer. Poul B mener at denne legekultur måske er mindst lige så vigtigt som formidlingen af det pædagogiske. Under legekulturen bliver sproget vigtigt, da det er med til at skabe magt, status, roller og anerkendelse, samtidig med at det skaber samvær og relationer. Disse kommunikative færdigheder, som sproget er, er noget børnene tilegner sig gennem den fælles leg, men også gennem søskende, familie og fodboldklubben. Børnene bruger humor mundtligt, dette kræver dog kompetencer indenfor det sociokulturelle, lingvistiske og poetiske. Her handler det sociokulturelle om af børnene bruger deres viden og det fælles genkendelige samfund, herunder også situationsfornemmelse for hvor og hvornår humoren kan bruges. Det lingvistiske, med hensyn til hvordan man bruger sproget og til sidst hvordan man bruger sproget poetisk gennem forskellige genrer. Herunder:

Gåder/gådevitser: Gåderne er en god måde at arbejde med sproget på, som samtidig kræver skarpsindighed for at gætte gåderne. (Den har fire ben men kan ikke gå? En seng). Men det kræver lidt øvelse at lære selve spørgsmål-svar-formlen. Gåderne er i nyere tid ved at blive afløst af gådevitserne, som minder om gåderne, men interaktionen er anderledes, samt den synliggør den humoristiske diskurs (Hvad er det, der ligger nede i en spand og siger dav? En spandauer).
De lidt ældre børn bruger sproget og deres viden, til at skabe f.eks. humor. Eks. herpå: Hvilke bogstaver kan svømme? N’er (Ænder). Som homofoner, hvor et eller flere ord udtales/lyder ens, selvom det staves vidt forskelligt. Ligeledes vil vitser med seksuelle undertoner ikke blive opfanget af børnene, som kun fanger det sjove, i form af ordene og deres udtalelse.  Men humoren bliver også brugt som noget inkluderende, man vil godt være en del af fællesskabet og grine med på vitserne, også selvom man ikke forstår dem, så er det bedre at lade som om.

Gyserfortællinger: Bliver børnenes møde med fortællingens kunst, om de at bygge en spænding op og skabe samværet omkring det forudsigelige uhyggelige, som samtidigt er uforudsigeligt.

Alle børnene genren: Er en sjov måde at bruge humoren, men samtidig også en genre, hvor man kan tage samfundstabuer op og bruge det humoristisk. Her bruger børnene deres viden om det samfund/den verden de lever i, altså et udtryk for børns socialiseringserfaringer.

Parodier: Eller en komisk efterligning, kan bruges bredt og i mange sammenhænge, men det kræver at man kender det der parodieres, samt evnen til at parodiere det på en genkendelig måde.

Rim og remser: Bruges allerede fra børnene er helt små, gennem legeremser fx pandeben-øjesten-næsetip-mundelip og dikke-dik. I dag bruges både de klassiske rim og remse samlinger, samt nyere samlinger. Rim og remser er noget der uroligt fængende og sjov for børnene, fra de mindste til de største børn.

Men den lette tilgang til mange forskellige medier smitter også af på børnenes sprog og færden indenfor de forskellige genrer. Dels når børnene bruger samfundsmæssige temaer, men også når de bruger en velkendt ”skabelon” som de tilpasser eller bygger videre på.Børn udvikler sit sprog gennem legesituationer, søskende, omverdenen, den lette tilgang til de mange forskellige medier og ikke mindst deres færden indenfor de forskellige genrer. Derfor er legekulturen utrolig vigtig, da den favner bredt og er med sikre børnenes sproglige udvikling. Derfor opfordres institutionerne til at tage stilling til denne legekultur og hvordan man vil støtte børnene, i denne legekultur.

Skrevet af Søren Anderson-Schmidt