Resumé af Børn & Kultur - mellem gamle begreber og nye forestillinger, af Beth Juncker

Resumé

Man kan sige at teksten handler meget om samfundets udvikling, et epokalt skift, altså et epokegørende skift, hvor man gør op med fortidens syn på børn og kultur, men også på børneperspektivet. Hvor man laver et skifte det klassisk-humanistiske dannelsesbegreb, børn som becomings, til det antropologiske kulturbegreb, med børn som beings.

Kulturens forvandling ses meget tydeligt i 1980’erne hvor æstetik og kunst, ikke kun længere var foreholdt uddannelsessystemet og kulturinstitutionerne, som middel til dannelse, et skel mellem Kunst (det fin kulturelle) og håndværk (populær/massen) blev også udvisket. I stedet blev der skabt en hverdagskultur, hvor det æstetiske blev brugt mere accepteret som alment/frit. Dette beskriver tyskeren Thomas Ziehe kulturel frisættelse, at kulturen sættes fri. Dette har også den indvirkning, at det æstetiske kommer til at spille en langt større rolle i socialiseringen, end institutionernes pædagogiske og didaktiske læreprocesser. I denne æstetiserede hverdagskultur mærker man ud over de sociale betingelser/forandringer, de mange forskellige mediers fremfærd som en del af kulturændringen. De mange nye medier bliver samlingspunkt for det sociale, som også markerer overgangen fra modernitet til senmodernitet. Hvor det før var den frie leg ude på gaden, nede i baggården, gemmelege, hinke, sjippe på tværs af aldre, mellem børnene i kvarteret, så er legene nu mindre fysiske og tager med udgangspunkt i de mange nye medier. Medierne bruges forskelligt, i skolen bruges det til at opnå anden læring, mens det i fritiden bruges det i en forening af det sociale og som legeaktivitet, kønnet spiller også en forskel på valg af medie. Hvor moderniteten havde fokus på dannelse, kulturarv og bestemte produkter/aktiviteter, så er senmoderniteten nød til at favne de mange nye medier der til rådighed, denne pluralitiske multimediekultur der også bliver en væsentlig del af dannelsen. Hele denne ændring i samfundet, kulturen og dannelsen, kunne også ses som en traditionsændring, altså det faktum er man bryder med gamle traditioner og vaner og erstatter dem med nye og tidssvarende.

I starten og midten af 1970’erne er emnet Børnekultur oppe til debat, da ordet bliver en del af det danske sprog, men som noget vi manglede. Der manglede en decideret børnekultur, der var skræddersyet/møntet direkte på børnene (dagbladet information, 1972), selv folkeskolen blandede sig 1976, hvor de til dels stillede spørgsmålstegn ved fænomenet og kom samtidig med bud på hvad denne børnekultur skulle indeholde og bruges til, de introducerer også begrebet børnekulturelt system. Dette dækkede over at man tænkte børnekultur eller kultur for børn, ind som noget direkte tilsigtet børnene, adskilt fra de voksnes kulturbegreber, et kulturelt fænomen som ikke fandtes. Der kommer også i denne forbindelse fokus på individets dannelsesproces, hvor individet selv er ansvarlig for denne dannelsesproces, og derved skaber sig selv, gennem hele livet.  Med uviklingen, hvor barnet ses som noget særskilt og giver pædagogikken et specifikt genstandsfelt og målbestemt opgave, så er der også et stadigt fokus på hvordan man skaber de bedste vilkår for børnene.  Udviklingen sker med det fokus at se på barnet, adskilt fra de voksne, hvor barnet i barndommen, bliver klædt tilstrækkeligt på, med hensyn til kompetencer og dannelse at det bliver klart til det voksne liv, man arbejder her med et udviklingsparadigme. Moderniteten og den rationalistiske oplysningsfilosofi, i 1600 og 1700 tallet former det børnekulturbegreb, et særligt kultur og dannelses- begreb, der kun gælder børn. Det er også dette der danner grundlaget for det børnekulturelle systems formidlingstradition.  Her handler det om at børnene får redskaber til at tænke og argumentere, selv at kunne vælge det gode kulturelle og fravælge det dårlige og føre børnene ind i kulturen. De kunstneriske oplevelser og kulturelle aktiviteter, der vurderes til at være af høj kvalitet, er det kun fordi det er tilpasset aldersgruppens udviklingstrin, interesser og den kognitive forståelsesmuligheder.

Med 1980´erne og den kulturelle frisættelse, sættes der spørgsmålstegn ved det børnekulturelle system, kultur, kunst og kvalitetsforestillinger, samtidig stilles der spørgsmålstegn ved om det er hensigtsmæssigt et betragte børn som becomings, i stedet for beings. Her kommer sociologien på banen, her handler det igen i høj grad om at, børneperspektivet har ændret sig, børn er stadigvæk som børn var for 50 år siden, men de træk man anså som mindre gode træk, er blevet mere acceptabelt. Men der antages derudover at når børnene er så kompetente i deres færden indenfor det kulturelle, så er de i forhold pædagogiske børnekulturbegreb, ikke længere børn. Her er den anden opfattelse, det antropologiske kulturbegreb, hvor kultur kategorierne udvides med kategorien ”børns kultur” dette begrundes med at børn er i kultur, at børnene ser kulturen med andre øjne, kan derfor bidrage med nye perspektiver. Det defineres samtidigt at kulturen bliver noget, vi ser med, vi oplever ud fra, dette er blandet på grund af at kulturen som man taler ud fra, er en kultur der tilegnet gennem praksis. Når man konkluderer at børn er i kultur, så accepterer man dermed også de legende, larmende, råbende, gyngende, syngende, hoppende og dansende organisationer, som det pædagogiske børnekulturbegreb ikke accepterede. Hvor det klassisk humanistiske dannelsesbegreb er individ orienteret, går det antropologiske mere i retning af et børnekulturelt fortolkningsfællesskab, som drager mange paralleller til de voksnes kulturelle fortolkningsfællesskaber, med værdier, logik og etik. Hos børnene bliver det det der styrer deres syn på verden og det der rummer sine egne ekspressive former for logik og etik. Med det antropologiske aspekt, frigøres børnene fra at deres kulturbegreb ikke vurderes med de voksne briller og forestillinger, men nærmer hvad børnene selv syntes er meningsfuldt og godt, dette skaber et kulturelt fortolkningsfællesskab for børn. Her styrer børnene efter den symbolske samværsform, som børnene identificerer som leg, en leg hvor de ikke kun er becomings fremtidens bruger, men beings, altså som lever i nuet.

Børns kultur er en kropslig kultur der skelner kraftigt mellem social og kulturel virkelighed, som noget der er der hele tiden og som noget man selv skaber. Den kulturelle virkelighed, den æstetisk-symbolske eksistensform i nuet, som skaber den ekstra dimension, der er hjertet i børns kultur, altså rammerne for legen. Rammer som gør at legen skifter fra den sociale virkelighed, til den kulturelle virkelighed, her bliver leg til det som det er, for dem der deltager, nemlig noget sjovt. Ligesom Pieter Breughels folkelivsbillede ”børneleg” rammesætter et nu, hvor man tilsidesætter sociale positioner, hierarkier rang og privilegier, for at se billedet som en kulturel virkelighed. Han skildrer legen som en selvstændig menneskelig sfære, som sammen med rammesætningen, det æstetisk-symbolske, kan få det til at virke meningsløst set ude fra, men meningsfyldt set indefra. Her gør han det mulig at skelne mellem de forskellige kulturer vi – og børn lever i og med til dagligt. Opdelt i de instrumentelle kulturer som pædagogiske institutioner, skoler, arbejde og efteruddannelse, der alle omfattet af udefrakommende krav og målsætninger og som er rammesat og styret. Hvorimod de autoteliske kulturer omhandler kultur og fritid, uden specifikke krav, her styrer, vælger, vrager og vurderer vi selv. Disse kaldes også for metakulturer, selvstændige kulturelle systemer med det eneste motivation og  formål at etablere leg. Vores kultur bygger på disse autoteliske metakulturer, de folkelige og de professionelle. Det er dynamikken/samspillet mellem alt det vi har oplevet gennem kulturen, æstetikken og det vi lærer af ældre generationer, venner, familie, sammenholdt med den aktuelle kunstneriske udvikling, som er afgørende for vores kulturliv. Hvad vi vælger kulturelt, er forskelligt, en smags sag, men valget af det kulturelle hænger sammen med faktorer som social klasse, køn og uddannelses niveau, med er samtidig med til at give os positioner og magt i forskellige sammenhænge i form af vores kulturelle kapital, som Escarpits og Bordieu beskriver det. Man kan sige at det æstetiske er dybt forankret i børnenes kultur, gennem deres lege, hvor det udgør en meget vigtig brik. Det er fra dette at børnene henter den viden om æstetik, som de bruger i deres leg, skaber disse lege universer og når de udtrykker sig kunstnerisk.

 Fokuspunkter

Jeg syntes at Pieter Breughels, folkelivsbillede ”børneleg” og det tilsvarende syn på karnevallet, var et interessant perspektiv. Det at forstå billedet, legen, aktiviteten karnevallet, for det var, nemlig legen, det sjove, var super interessant. Men dermed også koblingen mellem de instrumentelle og de autoteliske kulturer var spændende aspekter, hvor man kunne drage mange paralleller. Måske til indførelsen f de pædagogiske læreplanerne contra den fri børneleg.    

Andet fokuspunkt kunne også være kulturelle fritsættelse, hvor børnene ikke længere er låst fast, men kan samtidig med at de bliver betragtet som becomings, få det ekstra lag på og blive betragtet som beings. Hvilket betød meget for mulighederne og udviklingen i børnenes kulturelle verden.