Resumé af teksten ”At skabe antropologisk viden om børn”

Resumé af teksten ”At skabe antropologisk viden om børn” Eva Gulløv, Susanne Højlund.

 (Feltarbejde blandt børn: metodologi og etik i etnografisk børneforskning )

 

For at forstå hvordan man skaber antropologisk viden om børn, så er der mange ting der skal tages højde for, herunder forskellige videnskabsteoretiske tiltag som: feltarbejde, deltagerobservation, feltarbejde som refleksiv tilstand, barneperspektiv og kontekst. Alt dette er med til at skabe antropologisk viden om børn, altså viden om hvorfor børn handler som de gør, ud fra forskellige faktorer.

Feltarbejdet er en af ”hjørnestenene” i den antropologiske forskning og det er kun gennem tilstedeværelsen ”i felten” at man opnår den nødvendige og fyldestgørende viden inden for et givent område eller en bestemt gruppe mennesker. Man er nød til at være ”i felten” lang tid nok, for at observere mønstre, mere præcist at kunne skelne mellem de forskellige mønstre, især men henblik på at kunne spotte det mønstre der skiller sig ud. Men det at være ”i felten” i længere tid, er også nødvendig for at kunne forstå hvorfor der handles som der gør. Man er nød til at for en periode at tage anden rolle på sig, ændre sit perspektiv, uanset om man er enig eller ej. Man skal prøve at undgå at lade sig farve af situationen, også hvis det betyder at man må tilsidesætte ens eget normsæt. Det handler om at prøve at forstå andre, deres handlinger og deres begrundelser herfor, dette kan kun lade sig gøre ved at prøve at adaptere deres normer og se det fra deres side. En vigtig ting ved feltarbejdet, er at undre sig, stille spørgsmål, prøve at forstå, og tilpasse sine spørgsmål og undersøgelse til den specifikke situation.  Det handler at opfange det der bliver sagt direkte, men også at opfange det der bliver gjort og måden det bliver gjort på. Dette kan sige meget om hvorfor folk handler som de gør. Det bliver derfor vigtigt at opholde sig længere tid ”i felten” så man får det nødvendige grundlag, for at lave en fyldestgørende konklusion.

Ved deltagerobservation forstås en vekselvirkning mellem det at leve sig ind en anden rolle, en anden virkelighed, men samtidig have evnen til at distancere sig og forholde sig refleksivt til det der sker og måden det sker på. Gennem denne deltagerobservation, handler det ikke om at gøre sig til dommer overfor personer og deres handlinger, men nærmere at prøve gennem indlevelse, at forstå hvorfor de handler som de gør, igen refleksioner gennem indlevelsen, for at sikre at man forstår deres præmisser og handlinger. Man kan sige, at kun ved (upartisk) at forstå andre menneskers virkelighedsopfattelse, kan vi forstå deres handlinger og begrundelser herfor.  

Feltarbejdet er en refleksiv tilstand, da man både er nærværende gennem sin indlevelse, men samtidig distancerende da man reflekterer over tingene. Men dette kan godt være svært, idet man som menneske ikke kan undgå at lade sig mærke af situationen, idet man lader sig påvirke af andres humør og handlinger. Dette sker fordi man i sine bestræbelser på at lære noget om andre mennesker, er nød til at involvere sig, for at få skabt tillid og gensidig respekt, som er med til at skabe åbenhed, der skal gøre man bliver delagtiggjort i deres liv og virkelighedsopfattelse. Uden denne tillid og åbenhed, ville man risikere at man skal konkludere på for løst et grundlag, hvor man kun får overfladiske informationer. Det er også vigtigt at forstå/anerkende at man ikke kan undgå at tolke på det man hører og oplever, ligeledes kan det heller ikke undgås at der finder en udvælgelse sted. Selvom at man skal være åbensindet og ikke dømme andre og deres handlinger, så er det nødvendigt at fortolke det man oplever, ud fra ens eget virkelighedsbillede/normsæt, for at kunne forholde sig til/forstå andres handlinger. Her handler det om at forstå ens eget paradigme, ens måde at opfatte verden på, før man kan forstå andres paradigmer.

Ved konstruktionen af et barneperspektiv, handler det netop om at opnå viden om børns paradigmer, altså deres måde at opfatte verden på, for at kunne forstå dem. Her har de etnografiske metoder vist sig at være særdeles brugbare, i bestræbelserne på at skabe antropologisk viden om børn, ved at belyse betydningsdannelser, handlemåder, relation er og udtryksformer. For at opnå denne antropologiske viden, er man nød til at forstå at man ikke kan generalisere, med hensyn til et barneperspektiv, da børn er meget forskellige, både med hensyn til personligheder og sociale forhold og betingelser, derved handler børn også ud fra forskellige paradigmer. Selvom man gennem forskning, kan få stor indsigt i børnenes verden, så vil det altid bygge på børns opfattelser af deres hverdag og syn på virkelighed, en virkelighed de ikke kan forholde sig til på samme måde, som voksne kan. Derfor handler antropologien om at blive klogere på børns viden og deres handlinger, set i lyset af de forskellige livs forudsætninger børn har. Man skal derfor se børnene i en bestemt kontekst.   

Når man anskuer barnet gennem en analyse af konteksten, så er det ikke kun barnet der er fokus på, men nærmer alt det der omgiver barnet, familie, venner, skolen og samfundet, som påvirker barnets handlinger. Her udgør samspillet mellem det personlige, sociale og kulturelle, i det enkeltes barns sociale omgang, den kontekst som barnet skal ses i lyset af. For at kunne bruge denne kontekst, så er det nødvendigt at finde de sammenhænge der er relevante, for at kunne forstå barnet og dets kontekst. Kontekstbegrebet gøres desværre sjældent til objekt for denne diskussion, da det er konteksten der gør etnografiske undersøgelser særskilt antropologiske. Konteksten afdækker væsentlige forhold, der er relevante for forståelsen af en given person og dets handlinger.

Antropologisk viden om børn handler om at se subjektivt på børn, da børn er forskellige, med forskellige sociale baggrunde, virkelighedsopfattelser/paradigmer. Vi må udforske børn kontekstuelt, hvordan de forstår sig selv, hvordan de handler, men også hvordan de handler i grupper af børn. Herunder hvordan de udfolder sig i hverdagens interaktioner, betydningsdannelser og sociale alliancer. Her handler det som tidligere beskrevet om indlevelse, forståelse af forhold der gør at folk handler som de gør, ved at tilsidesætte egne normer, opnå viden gennem tillid/åbenhed, men samtidig med den nødvendige distance til at reflektere, at se subjektivt på barneperspektivet, fokus på konteksten, for at få det rigtige grundlag for sin konklusion, på sit store feltarbejde.

FOKUSPUNKTER:

Man kunne vælge mange fokuspunkter, hvis jeg skal vælge nogle enkelte, så må det blive følgende:

At man tilsidesætter ens egen virkelighedsopfattelse og normsæt, for at kunne forstå andres handlinger og deres begrundelser herfor. At man gennem nærvær og indlevelse, opnår den tillid og åbenhed der giver et fyldestgørende billede af børn, ens felt arbejde.

Men vigtigst af alt, så syntes jeg at ”for at forstå andres handlinger, så er man nød til at forstå hvorfor de handler som de gør, ved at forstå deres virkelighedsopfattelse og igen at se deres handlinger ud fra en given kontekst”.